Sletterhage Fyr

Sletterhage Fyr er et scenisk, underholdende og meget populært udflugtsmål for både inden- og udenlandske turister og det store opland på hele Djursland, men også fra de nærmeste storbyer i Aarhus og Randers.

Og det er ikke så sært. Ved Sletterhage Fyr finder du nemlig både naturskøn udsigt på udsigtspunktet Ellemandsbjergs 99 meter høje bakke, billedskøn kystudsigt og passerende skibe fra Aarhus Havn, samt en interessant bygningshistorie.

Du får dermed adgang til at kunne se hele Mols, det meste ad Syddjurs, Østjyllands kystlinje og Ebeltoft Halvø, samt øerne Hjelm, Tunø og Samsø.

At der også er mulighed for en is i særklasse i Sletterhage Ishus, sætter bare prikken over i’et efter en behagelig vandretur rundt på den sydvestlige del af halvøen Helgenæs, der geografisk er en del af Mols, men formelt ikke er omfattet af Nationalpark Mols Bjerge.

Sletterhage udgør som område den sydligste del af Helgenæs og forbindes til Mols med en smal landtunge, der er navngivet Draget. Efter sigende er stendiget, der krydser Draget, opført af den fredløse Marsk Stig fra piratøen Hjelm, for mere end 700 år siden.

Sletterhage Fyrtårn

Sletterhage Fyrtårn er opført i 1894, hvor det 16 meter høje, hvide og runde fyrtårns flammende lys troligt knejser 17 meter over havoverfladen og kan ses på helt op mod 30 kilometers afstand under de rette forhold. Mere end rigeligt i farvandet til og fra Aarhus Havn.

Sletterhage Fyr på Helgenæs sydspids
Foto af Nils Jepsen, CC BY-SA 3.0.

I dag fungerer fyrtårnet også som populær naturformidler af lokalrådet i samarbejde mellem Syddjurs Kommune og Sletterhage Fyrs Venner.

Skov- og Naturstyrelsen har købt Sletterhage Fyr fra private hænder, for at sikre netop offentlig adgang til denne ganske særlige fuldblodsoplevelse af hav, natur, historie og udsigt på Helgenæs og Mols.

Begiver du dig om på tårnets østside, finder du et sirligt udført skjold med både byggeår og navnetræk fra Christian 9. Som en aktiv, nutidig og historisk attraktion er Sletterhage Fyr også brugt til at arrangere og afholde kulturelle arrangementer i og ved fyret, der på den måde er et levende, interessant og naturligt samlingspunkt for turister og lokale.

Parkering, toiletter, madpakkehus og ishus

Der er rig mulighed for at finde en egnet og ledig parkeringsplads på den store P-plads lige ved fyret, der lokalt er kendt som “landets ende”. Her finder du også adgang til to offentlige toiletter, med handicapadgang. Toiletterne er åbne året rundt og vedligeholdes af Sletterhage Fyrs Venner i samarbejde med Syddjurs Kommune.

Der er desuden et madpakkehus med plads, borde og bænke til godt 20 personer.

Mange glædes over det sommeråbne Sletterhage Ishus, der har åbent alle dage fra 11:00-18:00 i juni og august måned, samt fra 11:00-21:00 i juli måned. Her finder du et stort udvalg af kolde og varme fristelser, hvis den medbragte madpakke skal suppleres med en sød dessert eller en kold is til sommervarmen.

Sletterhage Ishus er også en populær mellem-station for mange cyklende motionister og landevejsryttere, der har brug en energimæssig optankning videre ud på vidderne og vejene på Helgenæs og Mols.

Lystfiskere og små både
En del nyder også at sætte mindre både i vandet ved Sletterhage Fyr grundet den lette og fine adgang, der er lidt nord for tårnet. Vandet her egner sig udmærket til fiskeri, men er dog ikke egnet til badning grundet de stærke strømforhold.

Undlad derfor at lade jer friste af den flotte udsigt og den lette adgang til havet på en varm dag, hvor bølgerne måske ser idylliske og fristende ud. Men der er, som sagt, tale om dybt vand med yderst stærke understrømme.

Temperatur og vindforhold ved Sletterhage Fyr i dag

Temperaturen ved Sletterhage Fyr - fra DMI
Vinden ved Sletterhage fyr - fra DMI

Historien om Sletterhage Fyr

Sletterhage Fyr blev opført af Århus Kommune tilbage i 1872 – med en fast opsynsmand fra Århus Havn, der skulle sikre at skibene sikkert kunne passere til og fra Århus Havn. Fyret fungerede i de første 22 år som anduvningsfyr med spejlapparat monteret på gavlen af det gamle fyrpasserhus.

I 1894 overtager og  nedlægger Fyrvæsenet det eksisterende fyr (56°5.74 N 10°30.85 Ø) og opfører Sletterhage Fyr i sin nuværende udgave – på en lokation ca. 300 meter yderligere mod vest (56°5.71 N 10°30.77 Ø). Fyrtårnet er tegnet af Theodor Wedén og opført under ledelse af fyringeniør J. S. Fleischer. Tårnet konverteres samtidig til et vinkelfur med fire-vægers brænder, fast linseapparat og jalousier til signalering med lyskilden.

I 1905 opgraderes lyskilden fra vægebrænder til glødenetsbrænder med petroleum som energikilde, hvilket giver et meget kraftigere lys, der kan ses på større afstand.

Sletterhage Fyrtårn fra vest
Foto af Nils Jepsen.

Frem til 1947, hvor fyrtårnet overgår til el-kilde og kraftigere glødelampe, fungerede det oprindeligt i kraft af et kompleks af lodder og trisser, der som klokkeværk i et Bornholmerur skulle trækkes op hver fjerde time døgnet rundt under drift. De spejdende skibe på vej mod eller forbi Sletterhage, Aarhus og indsejlingspassagen kan da orienteres mod og af lyset, når den dengang manuelt betjente persienne blev brugt til henholdsvis at blænde af eller åbne for lyset i en blinkende sekvens.

Fyret fuldautomatiseres i 1984, hvorefter lyssignaleringen forvaltes elektrisk og af en meget kraftig halogenlampe på over 500 Watt, der simpelthen blinker ved at at halogenpæren tændes og slukkes. Tågesignalerne fra Sletterhage Fyr ophørte dog den 30. april 1997, i lighed med tågesignaler fra 16 andre danske fyrtårne.

Naturen ved fyrtårnet

I umiddelbar nærhed af Sletterhage fyr ligger henholdsvis Lushage og Tyskertårnet, der fungerede som udkigspost under Anden Verdenskrig til overvågning af skibstrafikken i Kattegat.

Både Lushage og Tyskertårnet er fortrinlige udflugtsmål i kort afstand fra Sletterhage Fyr og kan hurtigt nås med en frisk eller afslappet vandretur. En kortere tur rundt om selve fyrtårnet er populær for besøgende i alle aldre, grundet den betagende udsigt til natur, hav og de 7-8.000 skibe der årligt passerer fra eller ind mod Aarhus Havn.

Der er offentlige toiletter, med handicapadgang, ved parkeringspladsen ved fyret. Toiletterne er åbne året rundt og vedligeholdes af Sletterhage Fyrs Venner i samarbejde med Syddjurs Kommune.

Kom op i fyrtårnet og sku ud over bugt og vig
Det smukke fyrtårn rummer en spændende maritim udstilling og fine udsigtsmuligheder. Mange benytter sig alene af området rundt om tårnet og naturen i nærheden som det primære udflugtsmål.

Du behøver altså ikke betale entré for at få en fantastisk tur til Sletterhage Fyr. Men du støtter et godt formål og naturformidlingen i lokalområdet, hvis I tager et kig indenfor i tårnet og den tilhørende udstilling. Entréen er blot 20 kr. for voksne og børn under 15 år er gratis i følge med en voksen. Indtægterne går til drift og vedligehold af tårnet for offentligheden.

Sæsonen starter typisk omkring april – i påskeferien – og strækker sig frem til og med efterårsferien i uge 42. I sæsonen er der åbent fra klokken 11:00 – 17:00 i både weekender, småferier og hele sommerferien.

Find vej til Sletterhage Fyr

Sletterhage Fyr
Sletterhagevej 58
8420 Knebel
56°5.71 N, 10°30.77 Ø